Popsi og Krelle - vores historie

1
Vi er 5 år gamle
Popsi og Krelle blev blev født på YouTube i maj 2018.

2
Vi laver
Vi laver storytelling gennem musik, og brænder for at formidle musik, motorik, sprogfærdigheder og kreativitet for de mindste 0-5 år, deres søskende, forældre, bedsteforældre og institutioner.

3
Musik er for alle – fra vi bliver født
Før et lille menneske kan tale eller gå, kan I kommunikere sammen gennem musik. Barnet spejler den voksne, og musikken udløser masser af positive hormoner.
Lige nu
500.000 danske børnefamilier følger med hver måned på tværs af vores forskellige platforme, og vores musikvideoer har haft mere end 400 millioner visninger.
*
Det er blevet til 12 album siden 2018, og vores første album "Hjulene på bussen" har modtaget dobbelt platin. Vi er mega stolte over, at være med i toppen af poppen på den albumhitliste.
*
Vi udgiver vores musik og YouTube-videoer gennem Universal Music Denmark

"Det bedste vi ved, er at spille live. Vi spiller omkring 40 shows om året rundt i hele landet."

Vores fokus og værdisæt
Vi blev kendt på vores “YouTube-videoer”. Og selvom de kan opfattes som ren underholdning, så indeholder hver og én vores værdisæt.
-
Vi har vores helt egen model (Musik-isbjerget), som vi arbejder ud fra. Vores musik og videoer er gennemtænkt, så de styrker de vigtige færdigheder og kompetencer, børn har brug for, de første 6 år af deres liv. Op til skolealderen er det afgørende at få trænet og styrket motorik og sprog. Barnet skal lære at begå sig i en social sammenhæng, mærke og kende sin egen krop og grænser. Dét kan musikken alt sammen hjælpe på vej!
Krop, hjerne og bevægelse
Når du synger, hopper, danser, kravler, balancerer og laver fagter på én gang, så styrker du kroppen, hjernen og får endnu mere lyst til at bevæge dig. Musik og motorik er superfitness for både krop og hjerne, og som bonus kommer I helt sikkert også til at grine sammen.

Samvær, samlytning – og hvis ikke: Så indhold der gir' mening
Hvad er bedre, end at synge, danse og grine sammen? Giv børn din opmærksomhed og nærvær gennem musik og leg!
-
Og hvis mor og far har brug for 15-20 minutter, til at få ordnet vasketøjet eller lavet mad, så skal det også føles ok at tænde for iPad'en, og vide, at indholdet styrker dit barns udvikling.
Wow - du er her stadig! Så vil vi gerne fortælle dig lidt mere. Rigtig mange spørger om hvordan, det hele startede...
Da vi startede tilbage i 2017, sad Maiken med sin 2-årige på armen, og tændte for YouTube. YouTube havde allerede vundet de voksnes hjerter, men når det gjalt børneindhold, så var det meget småt med tilstedeværelsen af danskproduceret musik og underholdning til de mindste. Derfor blev YouTube vores startplatform og er stadig ét af vores vigtigste vinduer udadtil.
YouTube var allerede dengang, og er stadig, verdens største streamingtjenester for musik. At vi satsede så fokuseret på at være tilstede der, er én af forklaringerne på, at vi blev set og hørt og fik succes. Vi havde ikke DRs produktionsapparat eller sendeflade i ryggen, men grundet YouTubes store markedsandel, fik vi et kæmpe vindue til danske børnefamilier - og YouTube er - må vi konstatere - kommet for at blive. DR er sidenhen gået samme vej, og er nu også aktive på YouTube med deres børnemusik. Det kan vi godt forstå hvorfor.
Vores første album (vi er oppe på 11 nu) indeholder udelukkende fortolkninger af kendte, gamle klassikere, men det er forlængst blevet overhalet inden om af vores eget materiale: I dag er 4 ud af de 10 mest streamede sange vores egne (musik og tekst). Vi er mega stolte over at være med til at skabe nye klassikere til den danske børnesangskat.
Lydsporet til vores egen barndom er stærkt præget af DR. DR har de sidste 60 år været en fantastisk - og stort set eksklusiv - leverandør af musik til danske børnefamilier. I takt med, at forældre og børns medievaner har ændret sig betydeligt, er der blevet plads til andre aktører. DR har altid produceret godt håndværk med lang holdbarhed, udført af dygtige musikere og skuespillere. Vi har selv professionel baggrund i musik, pædagogik - og forlagsbranchen og har de samme høje ambitioner. Derfor har vi skabt os et drømmehold af musikere, produktionsfolk og branchefolk, der hjælper os bag scenen.
Vores musik er akustisk musik til børn - og de voksne må også gerne være med. Vi kalder det for håndspillet musik og sætter en ære i, at musikken er spillet af levende musikere og ikke en computer. Der er intet galt med computermusik, men menneskespillet musik og levende instrumenter rummer en særlig kvalitet, som vi mener små børneører har rigtig godt at blive udsat for. Vi ønsker at overlevere lyden af en guitar- og klaverstreng, der vibrerer og en hånd, der slår på et trommeskind, så overtonerne fylder rummet. Den fysiske følelse af lyd og svingninger, man får fra et akustisk instrument kan aldrig opnås gennem computerskabt musik. Derfor er det også vigtigt, at børn kommer til koncerter og får den oplevelse endnu tættere på. Til vores koncerter inviterer vi som regel ungerne helt op på scenen i de sidste par numre! Det har vi en fest med, og de elsker at være vores små dansere.
Det er os magtpåliggende at musikken er i øjenhøjde med de små lyttere. Der bliver udgivet alt for meget musik, som tilfredsstiller de voksnes behov, i stedet for børnenes. Et barn på 2 år har en helt anden måde at lytte til musik på, end en voksen. Barnet opfatter både langsommere, og musik, motorik og kropsudtryk hænger nøje sammen.
Vi startede med at se os selv som musikere, men vi opdagede hurtigt, at de to figurer, vi har skabt til at formidle musikken, hænger unægteligt sammen med vores musikalske- og grafiske udtryk (hvor Kasper Villaume og Elise Reinholtz spiller store vigtige roller som hhv. musikproducer og illustrator). Ungerne elsker Popsi og Krelle-figurerne, og det er omgivet af noget mystik. Figurerne er født ud af vores egen barnlige og glade tilgang til livet: Vi er, som vi er, og vi kan faktisk kun være på den måde. Når det er sagt, så læner vi os også op op af en akkumuleret viden om formidling, vi hver især har med os fra vores respektive professionelle arbejde de seneste 25 år.
Men allervigtigst er vores mantra: Det skal være sjovt! Og så længe det er det, og vi kan holde til det, så er Popsi og Krelle på banen. Tusind tusind tak fordi I lytter med.